NEEDLEWORK AFTER DARK

 

I perioden 30. marts – 16. juni 2019 viser Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter udstillingen “Needlework after Dark” med værker af Andreas Schulenburg og Thomas Wolsing.

Åbent alle dage kl. 13.00-17.00. Mandag lukket.

Entré: kr. 30 (Personlige medlemmer inkl. ledsager gratis)

   

Toget er lige kørt. Sidst var her en kiosk, men DSB har lige lukket den. Nu er her kun mørke og lysskær fra…?

Kunstnerne Andreas Schulenburg og Thomas Wolsing viser værker i filt og korsstingsbroderi, der på humoristisk og satirisk vis fantaserer over de landskaber, reklamer, symboler og stemninger i det offentlige rum, der møder den besøgende ved ankomst til et af de tyndt befolkede dele af Danmark, når mørket falder på.

Thomas Wolsing arbejder med at gengive motiver i korsstingsbroderi, bedre kendt som stramaj. Thomas Wolsing er uddannet på det kongelige danske kunstakademi og beskæftiger sig i sin kunst med udkantsproblematikker. For Wolsing er broderiet et superspændende ”retromedie”, der tvister gammelt med nyt. Thomas Wolsing bor og arbejder i Thy

Andreas Schulenburg arbejder i flere materialer, heriblandt filt, keramik, maleri og tegning. Andreas Schulenburg (f. 1975 i Hamburg, Tyskland) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005 og bor og arbejder i København. Schulenburg har en lang række udstillinger i Danmark og udlandet bag sig, og han er repræsenteret i en række offentlige og private samlinger, heriblandt Statens Kunstfond, ARoS, Ny Carlsberg Fondet og Nykredit.

Uddrag af åbningstalen, holdt af Thomas Maroti Antunes, Centerchef; Kultur, Fritid og Lokalområdet, Struer Kommune

“…..Her på Gimsinghoved Kunst og Kulturcenter har der igennem en årrække været afholdt kunstudstillinger, foredrag, forfatter- og sangaftener. En fantastisk ramme og en legitimitet og anerkendelse af de kunstneriske udtryksformer – hvor jeg i dag har æren af, at åbne kunstudstillingen: Needlework after Dark.

Kunstnerne; Andreas Schulenburg og Thomas Wolsing viser værker i filt og korsstingsbroderi, der med en humoristisk, satirisk og fantasifuld tilgang lader sig inspirere af de landskaber, reklamer, symboler og stemninger, som de besøgende møder i det offentlige rum, når de ankommer til et af de tyndt befolkede dele af Danmark, når mørket falder på. Andreas Schulenburg og Thomas Wolsings kunstneriske udtryk er derved med til at sætte fokus på udkantsproblematikken, idet de gennem kunsten tydeliggør skyggesiderne af samfundet for os og ikke kun viser det polerede. Dermed åbner disse værker for en vigtig debat, hvor vi skal turde at tale om tingene! 

Særligt interessant er det, at kunstnerne bruger typiske ”mormor”-materialer og teknikker. Hvordan tager kunstværkerne sig ud, og hvordan kan de måske udfordre og provokere trods brugen af et meget traditionelt håndværk. I disse år er der en særlig trend forbundet med navnlig kunsthåndværk som genre. DR har flere programmer som understøtter denne voksende trend. Måske et udtryk for at vi i vores digitale tids- og skærmalder også har brug for at være analoge skabende individer med den fordybelse og den ro det kræver!

Den ene af de udstillende kunstnere; Andreas Schulenburg arbejder i denne udstilling med filt. Med en god portion satirisk humor og et legende udtryk, skaber Schulenburg et kunstnerisk rum i en politisk ukorrekt tone. – Et kunstnerisk rum, der kan konfrontere os med vores adfærd, sociale konstruktioner- og strukturer, velfærd, forbrug og klicheer, som vi omhyggeligt opbygger i dagligdagen.

Den anden udstiller; Thomas Wolsing arbejder ved denne udstilling med at gengive motiver i korsstingsbroderi, hvilket også kendes som stramaj. For Wolsing er broderiet et superspændende ”retromedie”, der tvister gammelt med nyt.  

Kunst kan gøre noget særligt ved os. Kunst kan være med til at samle og skabe en fælles identitetsfølelse for en egn eller et lokalområde. – Budskabet eller formålet er ikke altid åbenlyst, men med kunstnerens sind, fantasi og personlige syn på og forståelse af verden og livet videregives et budskab. Kunsten kan således fremkalde stemninger i os, den kan videregive en indsigt, udfylde et tomrum og udtrykke et livssyn.

Med kunsthåndværk får vi med farver, former og billedlige stemninger en mulighed for indsigtsfulde og følelsesmæssige oplevelser. Kunsten kan kalde på selverkendelse og omverdens-indsigt og af og til må vi erkende og forene os med også de ufornuftige, følelsesmæssige sider af os selv.

Som betragter må vi være villig til at være en aktiv del af kunstoplevelsen, for gennem samspillet med kunstværket kan der således opstå ”sød musik”.

I Struer Kommune vil vi gerne styrke den kulturelle identitet – og vi ønsker mange kulturudøvende borgere – Dette kan denne udstilling også inspirere til…

Med disse ord erklærer jeg udstillingen ”Needlework after Dark” for åben.”