“SÅDAN ER DER SÅ MEGET”

 

!!!OBS!!!
Pga. Corona-smitten i Danmark holder udstillingen på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter indtil videre lukket.
Når udstillingen igen er åben, bliver det meldt ud på www.gimsinghoved.dk og på Facebook!

 

I perioden 11. januar – 22. marts 2020 viser Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter udstillingen “Sådan er der så meget” med skulpturer af Paul M. Cederdorff og video-installation af Katja Bjørn Jakobsen.

Åbent alle dage kl. 13.00-17.00. Mandag lukket.

Entré: kr. 30 (Personlige medlemmer inkl. ledsager gratis)

Paul M. Cederdorff

Paul Cederdorff er i sit udtryk, hvad man vil kalde klassisk modernist – og hvis man skal henvise til sammenligninger, så er det så afgørende navne som bl.a. Henry Moore (1898-1986), der er stærkt repræsenteret ved Louisiana. Men også en anden af mine egne stærke favoritter nemlig Lynn R. Chadwick (1914-2003), der ikke er så meget kendt herhjemme, men der står da et af hans værker i indgangen til Kunsten i Aalborg. Fælles for disse to og for Cederdorff er en forenkling af menneskefiguren, der på samme tid er moderne og primitiv i sit udtryk.

Paul Cederdorffs skulpturer indeholder som Moore og Chadwick, den samme enkle intensitet med deres store flader afbrudt af antydninger af hoveder, maver, bryster og arme. Vi kan som beskuere ikke lade være med at digte skulpturerne om i menneskelige termer på trods af deres grundlæggende abstraktioner i udtrykket.

Den menneskelige skrøbelighed men også dens styrke og sære ynde lyser ud af disse skulpturer, men måske også en snert ensomhed og med en tydelig afventende holdning. Cederdorff har flere gange undervejs i sin afsøgning af udtryk kredset om netop ensomheden og melankolien som et grundtræk i det menneskelige ved siden af det frodige og humoren.
Citat af Erik Meistrup

Katja Bjørn Jakobsen

ROCK

ROCK er et værk, der handler om det stabile, det klippefaste – og dets modsætning: det, der vakler.

I værket møder vi en stor sten. Stenen ligger stille. Vi kan røre ved den, og hvis vi rokker ved den, fornemmer vi dens tyngde og soliditet. Stenen er kølig, livløs og uforanderlig.

Over for den døde sten møder vi den levende krop.

I værkets videodel er kroppen krummet sammen om sig selv og står som udgangspunkt stille som en slags menneskesten. Men kroppen er ikke tavs som stenen, den ånder og pulserer, og efterhånden begynder den også at røre på sig. Kroppen rokker fra side til side og er ind imellem faretruende tæt på at tippe over og vælte ned i det mørke, der omgiver den. Hvad sker der, hvis kroppens rokken kommer ud af kontrol? Hvad sker der, hvis stenen begynder at rokke? Hvor stabilt er det tilsyneladende stabile i virkeligheden?

I værkets fotodel møder vi den rokkende krop i en fastfrosset positur. Ligesom stenen er fotografiets krop urokkelig. Eller er den?

I hvert fald antyder videoen en risiko for, at stenens og kroppens tyngde forskubber sig. Den natur, som både sten og krop kommer af, er hverken risikofri eller forudsigelig. Alting kan bringes til at vakle, og der er ikke noget endegyldigt over hverken det døde eller det levende.

Vores oplevelse af det stabile og klippefaste er måske først og fremmest et spørgsmål om at tro.