Søndagsbrunch med Poul Henningsen sange

 

UDSOLGT

Søndag den 5. maj 2019 kl. 10.30 på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter
Brunch kl. 10.30-11.30 | Koncert kl. 11.30.-12.30

Pris pr. pers. inkl. brunch + koncert: kr. 225 | kr. 175 for medlemmer
Billetsalget er startet fra Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter – ring på tlf.: 9784 0258 eller send en mail til post@gimsinghoved.dk

Denne søndag kan man nyde en lækker brunch i hyggeligt selskab med én eller flere, man kender, og bagefter kan man læne sig tilbage og nyde en skøn koncert med sange af Poul Henningsen.

Poul Henningsen har aldrig kørt den lige vej – det gør musikken her heller ikke. Mens rytmen vugger i fjedrene, går turen fra hovedvejen og ud af spændende, snoede sideveje!

Margrete Grarup og Michael Sunding har fintunet musikken til PH’s tekster og fundet plads til en masse begejstring – med dem bag rattet kører dette stykke danmarkshistorie med dens rigdom af ord nu videre i fuld fart og fineste form. Duoen har lavet en udgivelse, hvor nyfortolkningerne får saft og kraft, og legesygen frit løb. Den udkom i februar 2019 og markerer starten på fejringen af PH’s 125 års fødselsdag senere samme år.

Ser man på PH’s udtryk som tekstforfatter, er spændvidden enorm med alt fra børnerim til revysatire, fra sjov til samfundsrevsende, fra syre til base – og på samme måde spænder Grarup og Sunding musikken op, så den understreger ordenes naturlige PH-værdi.

De tager deres egne musikalske baggrunde med ind i de gamle viser og fører dem frem i tiden med kærlige smil, genkendelsens glæde, små overraskelser, følsomhed og finesse. Der skal nok være noget for enhver smag, for som PH skriver: ”Der findes ikke dårlig smag. Der findes kun god smag, og den er dårlig.”

Musikerne har været vidt omkring i deres karrierer – også genremæssigt! Efter en koncert som THE DUO! konstaterer anmelderen fra Bluesnews.dk: ”Margrete Grarup og Michael Sunding udstråler med både sangvalg og arrangementer en musikalsk eventyrlyst, der kommer til udtryk med en selvfølgelighed, der kun er mulig, når udøverne er dybt kompetente og intuitivt musikalske.”


Margrete Grarup
har blandt meget andet 2 DMA nomineringer med sig – bl.a. for bedste vokal for albummet “Walk with me”, samarbejde med Kaare Norge og stor turnéefterspørgsel med bandet Grarup Allstars. Hun underviser i sang på Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg og er en efterspurgt solist, når det skal være særligt intenst, ærligt og swingende. “A wonderfully rich and expressive voice…a star” som Chris Mosey, All about Jazz skriver.

 


Michael Sunding
har tidligere med stor succes fornyet nationalt arvegods og givet det nyt liv med de meget anmelderroste udgivelser ”The Melodies of Carl Nielsen” og ”The Melodies of Nordic Christmas”, duo med bassisten Mads Vinding. Begge blev Ugens Album på DR P8-jazz. ”Sådan kan man lege med nationalarven – hvis man er begavet nok” og ”elegant og ubesværet”, konkluderes det bl.a. i medierne. Udover koncerter med Vinding og solooptrædener, kan nævnes langvarige samarbejder med Etta Cameron, Billy Cross, Kenn Lending og sågar turnéer med Dr. Hook.